Smerter

Smerter

Hvad mon det er?

Lige siden jeg blev uddannet fysioterapeut for snart 25 år siden, har jeg forsøgt at blive klog på det her med smerter.
Periodevis har jeg troet, at NU forstod jeg, hvad det var, og så alligevel var det som om, at det ikke virkede lige så godt i praksis.
Smerte er tilsyneladende så fysisk og knyttet til den fysiske krop og så alligevel slet ikke.
 
Den mest udbredte opfattelse
 
Den mest udbredte opfattelse af smerte er, at det er en biologisk/fysisk mekanisme. Således at fx degeneration i et led (som ved slidgigt) nødvendigvis udløser smerter.
Det er også en almen opfattelse, at forhold som “dårlige” arbejdsstillinger, “forkert” kropsholdning, uens benlængde osv. forårsager smerte direkte.      
 
Forskning
 
Imidlertid er der lavet rigtig meget forskning, som overordnet viser, at smerter er komplekse og at apparatfejlsmodellen slet ikke holder.
Vævsforandringer (som fx. diskusprolapser), som ellers anses for at være årsag til smerter, findes også, når man undersøger personer uden smerter. 
 
En forbedret model
 
Den bio-psyko-sociale model er en bedre model.
Den kan dog ikke forklare, at smertepatienter pludselig kan opleve smertefrihed under meditation, og lige netop det, synes jeg, er interessant.
 
Byron Katies forklaring
 
Det sjove for mig er, at Byron Katie faktisk har en model for, hvad smerte er.
Det er en meget enkel forklaring. Hun siger at smerte er enten erindring eller forventning. Det vil sige tanker om enten fortid eller fremtid.
 
Mit spørgsmål 
 
Da jeg i Californien på “The School for The Work” i 2018, får muligheden, så spørger jeg Byron Katie, om også akutte smerter er enten erindring eller forventning, eller om det kun gælder for kroniske smerter.
 
Byron Katies svar
 
Essensen af Byron Katies svar var, at ja, det er det samme der gør sig gældende for alle smerter.
Det svar gjorde mig utrolig glad, og det giver i min undersøgelse rigtig god mening.
 
Hver vores model
 
Vi har hver hver vores måde at forstå smerter på.
Skulle du være blevet nysgerrig på, om din model omkring smerter støtter dig, eller om den evt gør det modsatte, så foreslår jeg, at du undersøger det nærmere.
Jeg står gerne til rådighed som facilitator.