Diagnose og identitet

Når vi bliver syge og får en diagnose, så er det tit en stor lettelse. Usikkerheden har fyldt længe, og med diagnosen får alle de usynlige diffuse symptomer endelig et navn. Diagnosen giver en selvforståelse, og gør det nemmere at forklare omverdenen om smerter og bekymringer.

Væsentligt er det også at når den rigtige diagnose er landet, så bliver det nemmere at få den rigtige behandling.

Med diagnosen kommer nødvendigheden af at lære at passe på sig selv på en ny måde. Måske er der særlige forhold omkring indtag af medicin, der skal læres og gøres til en vane. Måske er en kostændring påkrævet. Måske skal nye træningsformer indlæres, og eventuelle handicaps kræver måske nye løsninger.

Men når den nye lektie så er lært, når nye gode vaner er landet, når vi har lært at passe på os selv under nye omstændigheder, har opnået at få hvad der er muligt af nødvendig hjælp, så er det tid til at slippe diagnosen igen. Der er ikke mere fornuftigt diagnosen kan bruges til så.

Hvis vi holder fast i diagnoser, og hvis vi i vores selvforståelse kalder os ”ramte” og ”patienter” og føler os som ofre, så fastholder vi også vores symptomer og smerter.

Det er ikke en nem øvelse, men der er et stort udviklingspotentiale i at slippe diagnose-identiteten.

Eckhart Tolle, beskriver sygdom som værende en af fire ting: ubehag, handicap, svaghed eller smerte. Han angiver at hvis oplevelsen er andet end en af disse ting, så er det en mental konstruktion, vi laver.

Øvelse

Prøv at spørge dig selv, om du præcis i dette øjeblik, mærker (ikke tænker) din sygdom som ubehag, handicap, svaghed eller smerte. Hvilken eller hvilke af de fire muligheder mærker du lige nu?

Hvis du lige nu oplever din sygdom som andet end en af disse fire muligheder, kan du så bare i dette øjeblik acceptere, at det er en mental konstruktion?

Og igen, jeg indrømmer gerne: Det er ikke nogen nem øvelse.