Spiritualitet

solnedgang-ved-klinten

Spiritualitet

En proces for fred

Når jeg som barn om vinteren på vej ind fra stalden stoppede op og stod og kiggede op på stjernerne så var det oplevelsen af at være meget stor og meget lille på en gang, ligesom på en måde at være forbundet eller høre til noget større.

Jeg tillagde det på ingen måde betydning dengang, heller ikke den kontakt jeg havde med køer og katte, men i min selvudviklingsproces som voksen, blev jeg utrolig glad for at få øje på, at den fred jeg leder efter som voksen, faktisk var der allerede som barn.

Det vilde er, at det rum faktisk er der hele tiden, det er “bare” at få øje på det.

Når jeg tør at indrømme, at jeg bliver fornærmet, føler mig stødt, flov, pinlig, dum osv. frem for at forsøge at skjule det, så åbner der sig et rum af godhed i mig.

Arbejdet med The Work viser mig igen og igen, hvordan jeg ved at undersøge en specifik stressende tanke finder ind til uskyld, kærlighed og fred.

Spiritualitet er en stemning; en stemning af den stilhed der er bagved, det der larmer. Det er over det hele, når jeg er åben for at sanse det. Sanselighed og nærvær er knyttet til den stemning.

I den spirituelle verden er der ingen forskel på os. Rige og fattige, store og små, kloge og ikke kloge…. Det er et dejligt sted og med masser af kærlighed.

“Når du overgiver dig til det, der er, og derved bliver totalt nærværende, ophører fortiden med at have nogen magt. Så åbner værensplanet, der var tilsløret af sindet, sig. Pludselig opstår der en stor stilhed i dig, en grænseløs følelse af fred. Og i den fred er der stor glæde. Og i den glæde er der kærlighed. Og i den inderste kerne findes det hellige, det umådelige. Det, der ikke kan gives noget navn.” Eckhart Tolle